Hvordan håndteres sorg bedst?
Har du tænkt over, hvordan sorg egentlig håndteres bedst? I mine lærebøger står der, at det sundeste vi kan gøre med vores følelser, er at give dem lov til at være der. Rumme dem indeni og udtrykke dem når vi har behov for det.
Men hvad så hvis man fx har mistet? Det kan være et dødsfald, det kan være et jobt, det kan være en graviditet, som endte i en spontan abort, osv. Jeg hører tit argumentet, at det jo ikke hjælper noget at være ked af det.
Men det hjælper faktisk at give sorgen plads. Det hjælper at være ked af det, når vi har mistet.
I mit daglige arbejde med klienter kan jeg tydeligt se og høre, at det gør en positiv forskel, når vi giver vores følelser plads.
Jeg har talt med en ung mand, som har mistet nære venner til selvmord. Han har ubevidst undertrykt sorgen, men har så fået angst i stedet. Efter han er begyndt at give plads til sorgen, og få grædt, så mærker han, at han er blevet mere glad, og angsten er aftaget.
Jeg har talt med en yngre kvinde, som mistede en ønsket graviditet til spontan abort. Hun havde ikke givet det så opmærksomhed, men begyndte efterfølgende at få angstanfald. Da vi fik talt om tabet og hun blev bevidst om sin sorg, og gav plads til den, så ophørte angstanfaldene.
Så hvordan håndterer du tab og sorg? Det kan være mange former for tab. Der kan være mange forskellige anledninger til at vi mærker smerte i vores liv. Tab af helbred, job, venskaber, sklilsmisse, børn i mistrivsel. Giver du plads til sorgen eller undertrykker du den?
Er du kommet til at gemme smertefulde følelser væk – og hvis ja – hvad har prisen så været for det?
Lidt at tænke over – mange kærlige hilsner fra Joan.
- januar 7, 2023
- 7:26 pm