Kender du det – at det er svært at sige nej? Og at det faktisk er i et omfang, hvor det bliver svært at drage omsorg nok for dig selv. Hvor det bliver svært selv at bestemme over hvordan du bruger din energi, din tid, måske dine penge?

Det kan være, det har konsekvenser for din måde at træffe beslutninger på i et omfang, som påvirker deit liv. Du får måske stress-sympotomer, fordi det er for svært at sige nej på arbejde. Du får måske ikke slappet af i din fritid i det omfang du har brug for det, fordi andre gerne vil være sammen med dig og du ikke får sagt nej tak.

Du får måske ikke gjort de ting, som er vigtige for dig, fordi du i højere grad gør de ting, som er vigtige for andre?

Mange af de især kvinder, som jeg snakker med i mit daglige arbejder, kender denne problemstilling til hudløshed, men hvorfor er det så svært…?

Jeg hører argumenter som: “Jeg vil ikke skuffe andre”. “Jeg vil ikke andre sure, eller kede af det”. “Jeg føler mig skyldig, hvis jeg sætter hensynet til mig selv foran hensynet til andre”.

Mit svar er altid, at du først og fremmest bærer ansvaret for dit eget liv, din egen trivsel. Selvfølgelig skal vi ikke være kæmpe egoister, som slet ikke tager hensyn til andre, det er ikke formålet. Men vi skal måske være ok med at være egoistiske nok, til at træffe de beslutninger, som vi selv har brug for, for at kunne have det godt i vores eget liv. 

I stedet for at skuffe andre, skuffer du dig selv. Er det egentlig ok? Ville du anbefale din datter, søster, gode veninde at gøre det samme?

SÅ opgaven bliver at lære at rumme, at andre måske bliver skuffede, sure eller sårede, når vi siger nej til dem. At det er helt ok. At det ikke betyder, at vi har gjort noget forkert. Andre siger jo nok også nej til dig nogle gange? Og det accepterer du sikkert.

Min påstand er, at sunde og raske voksne mennesker godt kan tåle, at man siger nej til dem. Så hvis andre reagerer voldsomt eller uhensigtsmæssigt på dit nej, er det ikke lig med, at du har gjort noget forkert. Måske er det deres forventninger til dig, som er urimlige? Eller deres reaktion som er urimlig, når de får et nej?

Hvis du kan genkende dig selv i dette, vil jeg anbefale dig at begynde at øve dig i at sige nej. Tage nej-hatten på. Måske er dit “ja” bare en indgroet vane, noget du siger uden at nå rigtigt at tænke dig om, eller mærke efter.

Hvis det er svært at sige nej, så skaf dig tid ved at sige: “Det ved jeg ikke, det skal jeg lige finde ud af, må jeg give besked i morgen?”. Så kan du nå at mærke efter, og tænke dig bedre om.